Her samarbejder vi med alle forældre
Børn har krav på at vide , hvem de er, kende deres baggrund og ophav, deres forældre og på sigt kunne fortælle deres livshistorie. Det anbragte barn skal udvikle kompetencer til at leve med de forældre, de har - uanset hvordan forældrene er og hvor ofte, de ser dem.
Telefonkontakt til forældrene
For nogle familier er der aftalt faste dage, hvor børnene ringer hjem til forældrene. Her afsætter personalet ligeledes tid til at tage en snak med forældrene, hvis de skulle have brug for dette. Derudover kontaktes forældrene også af barnets kontaktpædagog efter behov.
Samvær
Der fastlægges i samarbejde med kommunen og forældrene aftaler for samvær, enten i Børnehuset eller hjemme ved forældrene selv afhængig af forældrenes ressourcer.
Opfølgningsmøde
Opfølgningsmøder er efter behov. Vi sørger for hyggelige rammer og forplejning. Det er vigtigt for os at møderne bliver positive og rare, og at forældrene altid føler sig mødt. Møderne foregår i en ligeværdig dialog.
Besøgsdage
Hvert år afholder vi en eller flere dage, hvor der er mulighed for at pårørende kan besøge Børnehuset og tilbringe nogle hyggelige timer med børnene. Det ene arrangement er altid op mod jul, hvor vi starter eftermiddagen med at danse om juletræ og hygge, og om aftenen får vi en traditionel julemiddag. Det er vores oplevelse, at denne dag er rigtig hyggelig og betydningsfuld for både børn og forældre.